Velkommen til Åbakkehuses hjemmeside.
Åbakkehuse er en lille alternativ og kreativ lærings-landsby med et stort internationalt netværk. Gennem snart 17 år har landsbyen dannet ramme for mange spændende seminarer, workshops, kurser og aktiviteter, både lokalt og internationalt, med særligt fokus på læring og uddannelse for mennesker i alle aldre.
At bo i Åbakkehuse er en spændende proces, fordi vi ikke arbejder ud fra en færdig plan. Vi søger at skabe plads til, at fremtiden kan forme os, og at landsbyens udtryk vil vokse og forvandle sig i takt med, at vi vokser.
Åbakkehuse er tilknyttet Landsforeningen for ØkoSamfund – LØS
Fællesskabet i Åbakkehuse har været aktivt med forskellige former for velgørende arbejde. Vi har afholdt en lang række internationale seminarer, youthcamps og events, blandt andet internationale træningsseminarer for ungdomsledere og youthcamps med fokus på fremtidsorienteret læring, verdensborgerskab og fredsskabende processer med unge – alle arrangementer med støtte fra EU’s programmer ”Aktive unge” og ”Erasmus+”.
Åbakkehuse har også huset en række seminarer, som sigter mod at bedre kvinders forhold og vilkår i verden og skabe en opdateret forståelse og respekt.
Derudover har vi afholdt seminarer omkring økologi, dans og bevægelse, personlig udvikling og en lang række malerkurser. Vi har også været aktive lokalt med bl.a. fredskoncerter i både Mern og Præstø – og sidst men ikke mindst arbejder vi med forholdet til den jord vi bor på.
Det er dog den indre rejse med personlig udvikling, og en voksende parathed i forhold til hvad fremtiden kalder på – individuelt og kollektivt – som er den mest udfordrende og givende, og vi tror på, at den hører til i kernen af hvad Åbakkehuse handler om. Fra dette sted stræber vi efter at skabe både indre og ydre økologier og rammer som et læringsmiljø for organisk vækst, der tillader hvert individ at finde og forblive tæt på deres eget livsformål, og give den plads og frihed som det kalder på.
Du kan læse mere om vores forskellige projekter og aktiviteter under hovedmenuen: AKTIVITETER